Salgs- og leveringsbetingelser for LÅS.DK
CVR-nr. 42783110
Disse Salgs- og leveringsbetingelser gælder, medmindre andet er skriftligt aftalt mellem parterne, for alle tilbud, ordrer, ordrebekræftelser og leverancer fra LÅS.DK til privatkunder og erhvervskunder, samt direkte levering fra Laas.dk's leverandør til køber.
1. Tilbud, ordre, priser
1.1 LÅS.DK tilbud er gældende i 8 dage, medmindre andet er skriftligt aftalt mellem parterne.
Endelig aftale om levering foreligger først, når køber har modtaget en skriftlig ordrebekræftelse.
1.2 Alle priser er eksklusive moms, afgifter, fragt, emballage og eventuelle ekspeditionsgebyr.
Priserne er dagspriser i danske kroner.
1.3 Der tages forbehold for prisstigninger, valutaændringer, force majeure, afgiftsændringer, udsolgte og udgåede varer samt tryk- og tastefejl.
1.4 Priserne er kun gældende indenfor Danmarks grænser, ekskl. Færøerne og Grønland.
2. Fragt og levering
2.1 Fragtpriser og forventede leveringstider oplyses i ordrebekræftelsen.
Det i ordrebekræftelsen anførte leveringstidspunkt er alene vejledende.
2.2 LÅS.DK leverer til kantsten (typisk hoveddør) i hele Danmark.
2.3 Køber er forpligtet til at stille fornødent mandskab til rådighed for aflæsning.
Overholder køber ikke denne forpligtelse, er LÅS.DK berettiget til at foretage levering med frigørende virkning på leveringsstedet, uanset om en repræsentant for køber er til stede.
2.4 Risikoen for varens undergang overgår til køber ved levering.
Transportørens følgeseddel eller køreseddel anses som dokumentation for levering.
2.5 Køber skal betale de ekstra omkostninger, som LÅS.DK har ved, at køber ikke kan modtage varen til det aftalte leveringstidspunkt.
3. Betaling, ejendomsforbehold og sikkerhedsstillelse
3.1 Det er en betingelse for køb, at køber har oprettet en konto hos LÅS.DK.
Ved oprettelse foretages en kreditvurdering af køber. Køber er maksimalt berettiget til at foretage bestillinger for et beløb, der er inden for den aftalte kreditramme.
3.2 Købesummen forfalder til betaling 14 dage efter fakturadato, medmindre andet er udtrykkeligt skriftligt aftalt.
3.3 Såfremt køber ikke betaler rettidigt, og/eller forudsætningerne for den aftalte kredit væsentlig ændres, er LÅS.DK berettiget til at tilbageholde alle yderligere leverancer til køber, uanset om leverancerne har en indbyrdes sammenhæng.
3.4 Ved betaling efter sidste rettidige betalingsdag tilskrives morarenter af det forfaldne tilgodehavende iht. renteloven, medmindre anden rentesats følger af sædvane, kutyme eller er aftalt mellem parterne.
Renter og gebyrer betales forud for al anden gæld ved de løbende indbetalinger.
3.5 LÅS.DK bevarer ejendomsretten til de solgte varer, uanset om levering har fundet sted, indtil hele købesummen og eventuelle renter/gebyrer er betalt.
3.6 LÅS.DK er til enhver tid berettiget til af køber at kræve betryggende sikkerhedsstillelse for købesummen, herunder fragtomkostninger, renter mm.
3.7 Køber er ikke berettiget til at modregne med eventuelle modkrav mod LÅS.DK, og har ikke ret til at tilbageholde nogen del af købesummen på grund af modfordringer af nogen art.
4. Annullering/ændring af ordre
4.1 Køber har efter afgivelse af en ordre ikke ret til at ændre eller annullere ordren.
4.2 LÅS.DK kan trods 4.1 vælge særskilt at godkende en ændring eller annullering.
Køber er i den forbindelse pligtig at betale de med annulleringen eller ændringen forbundne omkostninger, mindst kr. 500,00.
Ved hel eller delvis annullering er køber videre pligtig at erstatte LÅS.DK mistet fortjeneste.
5. Returvarer og fortrydelse
5.1 LÅS.DK modtager ikke varer retur.
5.2 LÅS.DK kan trods 5.1 særskilt aftale med køber, at LÅS.DK tager varen retur.
Skaffevarer tages dog aldrig retur.
Ved returnering er det en betingelse, at varen er kurant og i original emballage.
5.3 Varer, der returneres UFRANCO, uden angivelse af returnummer eller på efterkrav, nægtes modtagelse uden forudgående aftale.
Køber har selv ansvaret for at varen kommer retur til LÅS.DK i mangelfri stand.
5.4 LÅS.DK krediterer godkendte returvarer med fradrag af omkostningsgebyr til dækning af returnerings- og administrationsomkostninger.
Efter 3 måneder vil kreditering ikke finde sted.
6. Garanti
6.1 LÅS.DK yder ikke selvstændig garanti på leverede varer.
Køber accepterer således alene at kunne rejse krav i henhold til leverandørgarantien for en vare direkte over for leverandøren.
7. Reklamation ved forsinkelse
7.1 Ved konstatering af forsinkelse, skal køber reklamere straks.
Sker dette ikke, mister køber ethvert krav som følge af forsinkelsen mod LÅS.DK.
7.2 I tilfælde af mindre forsinkelse er LÅS.DK berettiget til at foretage efterlevering.
7.3 Ved væsentlig forsinkelse er køber berettiget til at ophæve købet.
Er der mellem parterne aftalt løbende levering, er køber alene berettiget til at ophæve for så vidt angår den forsinkede delleverance.
7.4 Købers erstatningskrav i anledning af LÅS.DK forsinkelse kan opgøres til de meromkostninger, der er påført køber ved anskaffelse af en tilsvarende vare fra anden side – dog maksimalt fakturaværdien af den forsinkede leverance fra LÅS.DK med tillæg af 10%.
7.5 Køber har ikke krav på yderligere erstatning eller kompensation end det i punkt 7.4 anførte – dette gælder uanset om køber fastholder eller ophæver købet.
8. Reklamation ved mangler
8.1 Køber skal kontrollere varen for transportskader, inden der kvitteres for modtagelsen.
Såfremt der er skade på en vare, skal der gøres indsigelse overfor transportfirmaet på stedet.
8.2 Det påhviler køber straks ved udleveringen af varen, og altid inden varen tages i brug, at gennemgå varen for at sikre, at den er mangelfri, herunder også at mængden er korrekt.
8.3 Køber skal reklamere over manglerne i punkt 8.1, herunder mængdeafvigelser, senest 5 dage efter varens levering.
I modsat fald kan køber ikke gøre krav gældende i relation hertil.
8.4 For øvrige mangler skal køber reklamere straks efter, at køber burde have opdaget manglen, og senest 1 år efter levering, jf. dog punkt 9.
8.5 Ved varer, der indgår i en montage, skal køber gennemgå varen inden montering, da køber ikke kan reklamere over varen efter, at montage er begyndt.
I tilfælde af leverancer af byggematerialer til visse byggerier, jf. punkt 9, bevarer køber dog med de i punkt 9 anførte begrænsninger, retten til at reklamere over skjulte mangler, som køber ikke kunne eller burde have opdaget i forbindelse med monteringen.
8.6 Reklamerer køber rettidigt over mangler, kan LÅS.DK vælge mellem at foretage afhjælpning eller om levering.
8.7 Foretager LÅS.DK ikke om levering eller afhjælper problemet inden rimelig tid efter reklamationen er sendt, er køber berettiget til ved skriftlig meddelelse til LÅS.DK at hæve handlen for så vidt angår den mangelfulde del af leverancen.
8.8 Købers erstatningskrav i anledning af mangler ved varen kan opgøres til de meromkostninger, der er påført køber ved anskaffelse af tilsvarende vare fra anden side – dog maksimalt fakturaværdien af leverancen fra LÅS.DK med tillæg af 10%.
8.9 Køber har ikke krav på yderligere erstatning eller kompensation end det i punkt 8.8 anførte – dette gælder uanset om køber fastholder eller hæver købet.
Dette gælder ethvert tab, herunder, men ikke begrænset til, driftstab, tabt fortjeneste og andres økonomiske tab.
8.10 Købers krav på afhjælpning, om levering eller ophævelse bortfalder, såfremt varen ikke har været opbevaret eller anvendt korrekt.
8.11 LÅS.DK har intet ansvar for skader forårsaget af forkert og/eller uhensigtsmæssig brug af varen.
9. Force majeure
9.1 I tilfælde af at levering, rettidig levering eller mangelfri levering, bliver hindret eller forsinket af begivenheder uden for LÅS.DK kontrol, herunder men ikke begrænset til arbejdskonflikt, driftsforstyrrelser, transportvanskeligheder eller anden tredjemands svigt, herunder en leverandørs eller producents insolvens, eller lignende, kan LÅS.DK ansvarsfrit udskyde levering eller helt eller delvist annullere købers ordre efter eget valg ved meddelelse til køber hurtigst muligt.
10. Produktansvar
10.1 For produktansvar gælder de til enhver gældende regler i dansk ret med de ansvarsbegrænsninger, der følger af disse Handelsbetingelser.
10.2 LÅS.DK kan kun ifalde ansvar for personskade forårsaget af et produkt, hvis det kan bevises, at skaden er en følge af undladelse eller uagtsomhed udvist af LÅS.DK eller andre, som LÅS.DK er ansvarlig for.
10.3 LÅS.DK er ikke ansvarlig for eventuel skade på fast ejendom eller løsøre forårsaget af et produkt, efter levering er sket.
LÅS.DK er heller ikke ansvarlig for eventuel skade på produkter, som er fremstillet af eller opbevares hos kunden, eller på kundens produkter, hvori et produkt indgår.
10.4 LÅS.DK er ikke ansvarlig for driftstab, avancetab eller andre indirekte tab eller følgeskader, herunder konventionalbodsbetalinger eller betaling af andre bøder, i anledning af at LÅS.DK har leveret et defekt produkt til kunden, medmindre kunden kan dokumentere, at LÅS.DK har handlet groft uagtsomt eller forsætligt.
10.5 Kunden skal friholde LÅS.DK for ethvert erstatningskrav vedrørende produktansvar fremsat af tredjemand mod LÅS.DK, i det omfang LÅS.DK i henhold til disse Handelsbetingelser ikke er ansvarlig overfor kunden.
11. Tvister
11.1 Enhver tvist mellem parterne afgøres ved de ordinære domstole og ved anvendelse af dansk ret.
Sagen skal anlægges ved LÅS.DK hovedkontors værneting uden hensyn til, hvor køber bor eller opholder sig.
12. Ændringer
12.1 LÅS.DK forbeholder sig retten til at ændre disse Salgs- og leveringsbetingelser.
Den til enhver tid gældende version af Salgs- og leveringsbetingelserne kan altid findes på LÅS.DK.


LÅS.DK har butikker i Odense, Nyborg, Svendborg, Fredericia og Kolding. I vores butikker har vi et stort udvalg af produkter. Vi sælger blandt andet låsesystemer, dørautomatikker, dørtelefoner, videoovervågning, nøgler, adgangskontrol, kodelåse, postkasser, trådløse alarmer og pengeskabe. Derudover tilbyder vi også at lave kopier af både almindelige nøgler og autonøgler.
Kom forbi vores butik og lad vores medarbejdere vejlede dig i, hvilke produkter, der passer bedst til din situation.
Hvis du har nogle spørgsmål eller ønsker at bestille en låseservice hos os, er du meget velkommen til at kontakte os via nedenstående kontaktformular eller på vores kontaktoplysninger.




